“Viden spiller en vigtig rolle i kampen for at komme sig over flyskræk. Personer med flyskræk bliver undervist i alt det der sker, når et fly flyver, som fx. hvordan et fly overhovedet kan flyve.”
Flyskræksbehandling, psykologisk screening, undervisning og krisehåndtering
Klinikken kan hjælpe med professionelle personvurderinger, flyvepsykologiske screeninger, erhvervsrettede screeninger, samt hjælp til håndtering af flyskræk og krisesituationer.
Ejer Kathrine Marie Elmer, psykolog og erhvervspilot
Flyskræksbehandling
At være bange for at flyve er en specifik fobi i sig selv – det kaldes aerofobi
Flyskræk er et symptom, mere end det er en sygdom, og årsagen til denne fobi kan have forskellig oprindelse. En af de grundlæggende årsager til flyskræk er, at det er svært at forstille sig, hvordan et fly kan forblive i luften. Men årsagen kan også være en indirekte kombination af flere fobier, som relaterer sig til flyvning, såsom klaustrofobi, akrofobi (højdeskræk), eller agorafobi (fobi for menneskemængder og offentlige steder).
At flyve er ofte vanskeligt at undgå – specielt i professionelle sammenhænge. Når angsten for at flyve når et niveau, som griber betydeligt ind i en persons evne til at vælge flytransport – så er der tale om flyskræk. Flyskræk hæmmer ofte professionelle muligheder og personlig livsudfoldelse, da flyskræk kan forhindre én i at tage på forretningsrejse, begrænse de mulige feriemål og forhindre, at man besøger familie og venner.
Flyvepsykologisk Klinik tilbyder
- Psykologisk screening og personvurderinger i forbindelse med undersøgelsen Mental Helbred for piloter og flyveledere, samt øvrige erhvervsrelaterede screeninger
- Krisehåndtering i forbindelse med traumatiske hændelser
- Undervisning og rådgivning med fokus på ‘human factor’, sikkerhedskritiske procedurer og rutiner.
- Flyskræksbehandling til alle aldersgrupper.
Psykologisk screening
Flyvepsykologisk Klinik anvender psykologiske tests og interviewes for at opnå en pålidelig personvurdering. Den strukturerede, standardiserede og objektive proces sikre, at de samme betingelser gælder for alle, således at alle ansøgere får samme vilkår.
Flyvepsykologisk Klinik er specialiseret i 120 forskellige psykometriske tests og anvender digital psykologisk diagnostik. Disse tests omfatter ikke kun digitale versioner af dokumenterede papir- og blyantstests, men også auditive, multimedie- og adaptive metoder. Et testbatteri fra Flyvepsykologisk Klinik kan anvendes i forbindelse med undersøgelsen Mental Helbred for piloter, flyveledere og kabinepersonale, samt til øvrige erhvervsrelaterede screeninger, såsom medarbejderudvikling, karrierevejledning, talent vurdering og sikkerhedsvurderinger.
Flyvepsykologisk Klinik tilbyder en bred vifte af særlig prøver og testsystemer til rekruttering og vurdering af specialiserede medarbejdergrupper inden for risikoerhverv. Disse test anvendes blandt andet ved screening af erhvervschauffører, flyveledere, togførere, piloter, minearbejdere, offshore crew, politibetjente, militærfolk og mange flere.
Oplysningerne fra de psykologiske tests, kan ud over at forklare en persons adfærd, også afdække et overset potentiale. Personvurderinger bruges således ikke kun til at skelne mellem kandidater, der i øjeblikket er egnet eller uegnet, men også identificerer kandidater, der er tilbøjelige til at udvikle sig hurtigt i retning af den ønskede profil.
Undervisning
Gennem et undervisningsforløb hos Flyvepsykologisk Klinik implementeres de bedst egnede og højest kvalificerede uddannelsesmodeller for virksomhedens medarbejdere. Vores uddannelsesekspertise garanterer, at vores brugerdefinerede undervisningsprogrammer, møder virksomhedens ønsker og behov inden for området human factors, sikkerhedskritiske procedurer og rutiner.
Undervisningsforløb bliver tilrettelagt ud fra hvad virksomheden har behov for, fremfor hvad der kunne være rart at have, samtidig med at undervisningen finder sted i øjenhøjde for at sikre at udbyttet har en langtidseffekt. Vores undervisningsforløb vil altid tage afsæt i en operationel tilgang, således at teoretisk viden vil blive indkapslet i en operationel forståelsesramme. Flyvepsykologisk Klinik tilbyder både korte og lange undervisningsforløb.
Ved at vælge et undervisningsprogram gennem Flyvepsykologisk Klinik, så sikre vi virksomheden at indholdet i undervisningen opfylder de fokuspunkter som er konkretiseret gennem virksomhedsanalysen og/eller screeningsforløbet.
Krisehåndtering
Krisehjælp gennem Flyvepsykologisk Klinik er rettet mod personer i flybranchen som har akutte symptomer som følge af en traumatisk hændelse.
Mennesker tackler kriser på forskellig vis, men målet for alle, der har været udsat for en traumatisk hændelse, er at komme igennem krisen uden varige psykiske mén. Psykologisk krisehjælp er med til at sikre, at hjælpen ydes på rette måde efter en traumatiserende hændelse. Efter en traumatisk hændelse vil den kriseramte ofte være præget af manglende dømmekraft i forhold til sin egen situation. Det er derfor hensigtsmæssigt, at pårørende hjælper den skadelidte med at afklare behovet for professionel krisehjælp.
Reaktioner efter en traumatisk hændelse viser sig både fysisk som psykisk. Nogle af de fysiske reaktioner kan være hjertebanken, svimmelhed, kvalme, svedeture, rystelser, søvnproblemer, trykken i brystet, hyperaktivitet, hovedpine, træthed og pludselig gråd. De mere psykisk betonede reaktioner kan vise sig som irritabilitet, isolation, øget sårbarhed, koncentrationsbesvær, nedsat hukommelse, nedsat motivation, angst, skyldfølelse, depression, mareridt, voldsomme humørsvingninger og en følelse af ensomhed. Hvornår og med hvilken styrke reaktionerne viser sig er forskelligt fra person til person, og ofte vil reaktionerne forsvinde gradvist efter 3 uger. Nogle mennesker vil dog fortsat opleve enkelte symptomer ved tilsvarende begivenheder.
Om Flyvepsykologisk Klinik
Klinikken ejes og ledes af psykolog og erhvervspilot Kathrine Marie Elmer
Kathrine er uddannet psykolog fra Københavns Universitet. Før universitetet tog hun en civil pilotuddannelse på Trafikflyverskolen i Roskilde. Dernæst var hun udstationeret som FN-pilot i Pakistan og Afghanistan og i 21 år har hun arbejdet som erhvervspilot ved forskellige luftfartsselskaber i Europa. Sideløbende med pilotjobbet har hun arbejdet som frivillig offerrådgiver for Dansk Røde Kors, uddannet sig som Cand.Psych. Aut., været studievært på TV2 og TvDanmark, uddannet sig som flyveinstruktør (TRI), og taget en EMBA fra CBS.
Interessen for psykologi opstod på baggrund af hendes arbejde som pilot, og derfor er fundamentet i arbejdet en kombination af hendes ballast som professionel pilot og hendes uddannelsesmæssige indsigt som psykolog. Hun kombinerer en videnskabelig psykologisk tilgang og en praktisk erhvervsmæssig forståelse af mennesket.
Hun har grundet sin tværfaglige viden specialiseret sig i flyvepsykologi, skrevet speciale om pilotudvælgelse, udviklet Rigspolitiets gruppeopgave, i 7 år arbejdet som rekrutteringpsykolog for Forsvarets Rekruttering, leveret mange specialopgaver til offshore industrien, og senest screenet ESA-astronaut Andreas Mogensen og udarbejdet det mentale materiale til programserien Høgh og astronauten – min krop til grænsen.